Dræbersnegle: sådan bekæmper du dem

Er det overhovedet en dræbersnegl?

Det er værd at tjekke, før du går i gang, for haven er fuld af snegle, der ikke gør skade — og nogle af dem spiser endda dræbersneglenes æg.

Dræbersneglen hedder rettelig iberisk skovsnegl. Ifølge Naturhistorisk Museum bliver den 7-15 cm lang og er oftest ensfarvet mørkebrun eller brunrød. Unge individer er lyse med mørke bånd, mens de voksne bliver mørkere og får matte, nærmest udvaskede farver. Den har ikke hus.

Problemet er, at den ligner sine slægtninge. Sort skovsnegl bliver 8-18 cm, og rød skovsnegl bliver 10-20 cm, og begge optræder i de samme farvevarianter. Naturhistorisk Museum skriver ligeud, at en sikker artsbestemmelse kræver nærmere undersøgelser af kønsorganerne — hvilket ikke er noget, man gør en tirsdag aften i køkkenhaven.

Den praktiske tilgang: er du i tvivl om en enkelt snegl, så lad den leve. Er der tredive af dem på salatbedet, og er de brunrøde og ensfarvede, er du næsten helt sikkert ovre i iberisk skovsnegl. Snegle med hus skal du under alle omstændigheder lade være — de er en del af havens økosystem, og nogle arter æder dræbersneglenes æg.

Arten blev officielt registreret i Danmark i 1991 og gav de første masseforekomster på Bornholm og i resten af landet i 1997. Den kom hertil med importerede planter — hvilket stadig er den måde, den spreder sig til nye haver på.

Derfor er de så svære at komme af med

Regnestykket forklarer det meste. Hver snegl lægger ifølge Naturhistorisk Museum omkring 400 æg i løbet af sit liv, i klumper på 20-30 ad gangen. Æggene er mælkehvide, kugleformede og 3-4 mm i diameter, og de klækkes på tre til fem uger. Fem snegle, du overser i juli, kan altså blive til flere hundrede i august.

Dertil kommer, at iberisk skovsnegl er tvekønnet. Der skal ikke to bestemte individer til for at få æg — det gør bestanden mere robust end hos arter, der skal finde en mage af det rette køn.

Æggene ligger, hvor der er fugtigt og mørkt: i fordybninger i jorden, under mos, græs, blade og bunddække, under brædder — og især i kompostbunken, som er varm, fugtig og løs. Det er derfor, kompostbunken er det første sted, du skal kigge, hvis du vil gøre noget ved problemet i stedet for symptomet.

Sådan undgår du at få dem i første omgang

Forebyggelse er kedeligt at læse om, når salaten allerede er væk. Men er du sluppet let indtil nu, er det her, du skal bruge din tid — og Videncentret Bolius’ liste er kort og konkret.

Tjek nye planter. Dræbersneglen kom oprindeligt til Danmark med importerede planter, og det er stadig sådan, den flytter ind i nye haver. Gå potten efter for snegle og æggeklumper, inden du sætter planten i jorden — også når den kommer fra et havecenter.

Hold komposten sneglesikker. Kompostbunken er det ideelle sted at lægge æg: fugtig, løs og lun. En lukket kompostbeholder frem for en åben bunke fjerner det bedste yngleområde i haven.

Lav bræmmer med bar, tør jord. Dræbersnegle kan ikke lide at krybe over bar og tør jord. En håndsbred stribe uden bunddække og blade rundt om bedet er gratis og gør turen ind besværlig.

Vand målrettet. Undlad vandspreder, og vand i stedet lige omkring planterne. Så holder du resten af overfladen tør, og du undgår at lave netop det fugtige tæppe, sneglene bevæger sig lettest hen over.

Tal med naboen. Der kan hurtigt krybe nye snegle ind fra nabohaven, og en indsats, der stopper ved skellet, bliver ved med at skulle gentages. Bolius anbefaler direkte at koordinere indsatsen med naboerne — det er også den eneste måde, en grundejerforening eller et rækkehuskvarter reelt kommer problemet til livs.

Hvad æder dræbersnegle?

Nærmest alt. Bolius beskriver dem som altædende, og det er hele problemet: de går efter salat, jordbær, krydderurter, spæde kålplanter og frilandstomater, men de tager også visne planterester, ådsler og hundeefterladenskaber. Det gør dem svære at sulte ud, og det er også derfor, en ølfælde ikke rykker meget — haven er i forvejen ét stort tagselvbord.

Du vil finde lange lister på nettet over planter, dræbersnegle angiveligt ikke kan lide. Vær varsom med dem. De bygger sjældent på forsøg, og en snegl, der er sulten nok, spiser stort set, hvad der står. Vil du beskytte noget bestemt, er en fysisk kant om bedet et mere pålideligt værktøj end at vælge planter efter en liste.

Metoderne — rangeret efter hvad der faktisk er dokumenteret

1. Indsamling i hånden

Den bedst dokumenterede metode, og den eneste, forskningen peger entydigt på. En stor norsk undersøgelse sammenlignede forskellige bekæmpelsesmetoder, og indsamling kom klart ud som det mest effektive. Det fortæller seniorforsker Stine Slotsbo, der forsker i dræbersnegle, til Videnskab.dk.

Gå ud sidst på aftenen eller efter regn, hvor sneglene er fremme, og tag en spand og en lygte med. Det er ikke sjovt, men det virker, og det virker med det samme. Gør det nogle aftener i træk i stedet for én gang om måneden — det er kontinuiteten, der knækker bestanden.

2. En kant om det, du vil beskytte

Du kan ikke hegne hele haven, men du kan hegne bedene. En sneglekant er en metalliste med en udadbukket overkant, som sneglen skal kravle på hovedet under for at komme over. Den koster fra 45 kr per meter, holder i årevis uden vedligeholdelse og er en fysisk barriere — ikke en afskrækkelse, der kan diskuteres.

Forudsætningen er, at kanten er ubrudt, og at intet hænger ud over den. Et blad, en ranke eller en vandslange hen over kanten er en bro, sneglene finder.

3. Sneglemidler med jernfosfat

Til private haver har Miljøstyrelsen kun godkendt midler med ferrifosfat, altså jernfosfat. Metaldehyd, der var det klassiske aktivstof, har været forbudt i Danmark siden januar 2001, og methiocarb må kun bruges indendørs i drivhuse og mistbænke.

Midlerne virker. Slotsbo betegner Ferramol som forholdsvis effektivt — men tilføjer, at det er et tveægget sværd, fordi det også rammer alle de andre snegle. Producenten Ecostyle skriver faktisk det samme på deres egen produktside. Vi har sammenlignet priserne på siden om sneglemiddel og sneglegift, hvor du også finder reglerne i detaljer.

4. Fælder

En sneglefælde med øl lokker sneglene til, så du kan samle dem. Miljøstyrelsen beskriver netop opsætningen: beholderen graves ned, så kanten rager et par centimeter op over jorden — så løbebiller og andre nyttedyr ikke falder i — og der fyldes en halv til en centimeter øl i.

Men fælden er et indsamlingsredskab, ikke en løsning. Slotsbo forklarer, at ølfælder aldrig er testet videnskabeligt, og at erfaringerne ikke tyder på nogen synderlig effekt på bestanden: øllen lugter af mad, men det gør resten af haven også.

5. Nematoder

Nematoder er mikroskopiske rundorme, Phasmarhabditis hermaphrodita, som parasiterer snegle og vandes ud i jorden. De sælges som biologisk bekæmpelse og lyder som den ideelle løsning.

Miljøstyrelsen er mere forbeholden. De skriver, at virkningen på netop iberisk skovsnegl er omdiskuteret: schweiziske laboratorieforsøg fandt en effekt på små individer, men på snegle over ét gram fandt man ingen effekt overhovedet. Dertil er nematoderne ikke artsspecifikke og kan altså også angribe havens nyttige snegle. Konklusionen fra styrelsen er, at de under alle omstændigheder bør bruges med omtanke.

Kort sagt: mod voksne dræbersnegle — som er dem, der æder din salat — er der ikke dokumentation for effekten.

6. Kobber

Kobbertape er populært og dårligt dokumenteret. Royal Horticultural Society dyrkede 108 salathoveder i seks uger med og uden barrierer og kunne ikke måle nogen forskel. Laboratorieforsøg viser, at snegle helst ikke kravler over kobber, men det ser ikke ud til at holde i en rigtig have, hvor der er hundrede andre veje ind. Priser og den fulde gennemgang står på siden om kobbertape.

Sådan gør du indsamlingen overkommelig

Når nu indsamling er det, der virker, er det værd at gøre den så lidt trættende som muligt. Nogle greb hjælper mere end andre.

Gå ud på det rigtige tidspunkt. Sneglene er fremme, når det er fugtigt og mørkt — sidst på aftenen, tidligt om morgenen og efter regn. En runde klokken 22 med en lygte giver mange gange så meget som en runde midt på en tør eftermiddag, hvor sneglene ligger i skjul.

Læg fælder ud, der ikke er fælder. Et bræt, en flise eller en våd sæk lagt på jorden giver sneglene præcis det fugtige, mørke skjul, de søger om dagen. Vend dem om næste formiddag, og du har samlingen ét sted i stedet for spredt ud over hele haven. Det er den billigste form for effektivisering, der findes.

Hav grejet klar. En spand med låg, en gammel grillstang eller en tang, hvis du ikke vil røre ved dem, og en hovedlygte, så du har begge hænder fri. Skal du først finde tingene frem hver gang, bliver runden ikke til noget.

Gør det flere aftener i træk. En enkelt storindsats i juli flytter mindre end en kvarters runde fem aftener i træk. Sneglene kommer frem i hold, og det er gentagelsen, der presser bestanden ned.

Start ved kanten af haven. Sneglene kommer typisk ind fra hæk, brændestabel og nabohave. Tager du dem dér, når de er på vej ind, sparer du salaten i stedet for at hævne den.

Husrådene, der ikke holder

Der cirkulerer en lang liste af hjemmelavede løsninger, og de fleste af dem er testet. Royal Horticultural Society undersøgte knuste æggeskaller, grus, barkflis, uldpiller og kobbertape i samme forsøg med de 108 salathoveder. Ingen af dem gav mindre skade end slet ingen beskyttelse. Forklaringen er, at sneglens slim virker som et skjold, den kan glide hen over skarpe og ru overflader på.

Kaffegrums hører i samme kategori: der findes ingen dokumentation for, at det holder snegle væk fra et bed.

Salt og salmiaksprit er en anden sag. De virker godt nok på den enkelte snegl, men fordi Miljøstyrelsen kun har godkendt jernfosfat til bekæmpelse af dræbersnegle, er det ikke lovligt at bruge dem som bekæmpelsesmiddel. Salt ødelægger desuden jorden i det bed, du gerne vil dyrke i bagefter.

Sådan afliver du dem korrekt

Når du har samlet sneglene, skal de aflives hurtigt og med mindst mulig lidelse. Miljøstyrelsen anviser to måder.

Kogende vand. Sneglene samles i en spand eller balje og overhældes med rigeligt spilkogende vand, hvorved de dør med det samme.

Overklipning. Sneglene klippes over med en saks eller kniv eller hakkes over med en spade, og snittet skal ligge lige ved åndehullet for at sikre den hurtigst mulige død. Brug et redskab, du kun bruger til formålet — snegleslim er besværligt at få af igen.

At lade sneglene drukne i en ølfælde er ikke den anbefalede fremgangsmåde, og Bolius skriver med henvisning til Miljøstyrelsen, at fælder, hvor sneglene drukner, ikke er en lovlig aflivningsmetode. Brug fælden til at samle dem, og afliv dem bagefter.

Havens egne hjælpere

Dræbersneglen har naturlige fjender, og de arbejder gratis. Miljøstyrelsen nævner pindsvin, løbebiller, padder og fugle, som alle spiser snegle i forskellige størrelser og livsstadier, samt høns og ænder — især moskusænder, der er kendt for at tage snegle.

Ingen af dem løser problemet alene. Men de er gratis, de arbejder hver nat, og de er nemme at spolere: en have, hvor der ligger gift i alle bede, er også en have, hvor løbebillerne har det svært. Det er en af grundene til, at en fysisk kant om de bede, du vil beskytte, er et mere målrettet indgreb end at sprede granulat over det hele.

Vil du gøre noget aktivt, så lad et hjørne af haven være uplejet med kvas og blade, hvor pindsvin og løbebiller kan holde til, og lad være med at rydde alt op om efteråret. Og hold øje med, at ølfælder har en kant, der rager op over jorden — ellers drukner du løbebillerne sammen med sneglene, og så har du gjort ondt værre.

Æggene er det, der afgør næste sæson

Hvis du kun gør én ting ud over at samle snegle, så gør det her: gå kompostbunken igennem. Det er dér, æggene ligger, fordi den er fugtig, løs og varm — præcis de forhold, æggene har brug for. Kig også under brædder, fliser, potter, bunddække og i fordybninger i jorden.

Æggene er lette at kende: mælkehvide, kugleformede, 3-4 mm, i klumper på 20-30. Skrab dem sammen og hæld kogende vand over dem, eller læg dem et sted, hvor de tørrer ud.

Timingen er værd at kende. Miljøstyrelsen bemærker, at det fra omkring 1. november ikke længere er nødvendigt at lede efter æg, fordi det tager tre en halv til fem uger for dem at klækkes, og de under normale forhold går til grunde i vinterkulden. Æggejagten hører altså sommeren og det tidlige efterår til.

Årshjulet

Marts-april: sæt kanterne op, mens bedene er tomme og du kan komme til. Gå kompostbunken igennem. Det er nu, du forebygger sæsonen i stedet for at slukke ildebrande i juli.

Maj-juni: sneglene kommer frem. Saml ind om aftenen, gerne nogle aftener i træk. Hold øje med, at intet vokser hen over kanterne.

Juli-august: højsæson og æglægning. Fortsæt indsamlingen, og gennemgå kompost og skjulesteder for æg. Det er også nu, et sneglemiddel kan give mening i de bede, der er hårdest ramt.

September-oktober: sidste chance for æggene. En time i kompostbunken nu sparer dig for mange timer til foråret.

November-marts: ro. Kanterne bliver siddende, og æggene klarer normalt ikke frosten.

Spørgsmål og svar